Om selvforsvar, kampsport og kampklubber

De fleste har vanskeligt ved at skelne mellem selvforsvar, kampsport og nærkampsystemer. Det gælder også mange af de klubber, der ud fra vidt forskellige vinkler selv beskæftiger sig med kamptræning for alvor og som sport.

 

Et af problemerne er, at de fleste orientalske kampformer ofte over en bred kam fejlagtigt bliver betegnet som selvforsvar. En af årsagerne til denne misforståelse er, at alt for mange ofte sammenblander målene og midlerne.

 

I dette afsnit kan du læse om nogle af de vigtigste forskelle mellem selvforsvar og kampsport. Det kan hjælpe dig med at afklare begreberne, så du bedre kan vælge det, der er rigtigt for dig, hvis du overvejer at lære at forsvare dig.

Desuden kan du læse om fordele og ulemper ved træning af kampformer. Det baserer sig fortrinsvis på en række undersøgelser i amerikanske organisationer, der beskæftiger sig med voldsforebyggelse.

Selvforsvar

Selvforsvar er de samlede ikke-fysiske og fysiske foranstaltninger umiddelbart før, under og umiddelbart efter en trussel, konfrontation eller et voldeligt angreb.

Selvforsvar drejer sig primært om:

  • At nedtrappe en konflikt under opsejling, så den ikke udvikler sig voldeligt. Redskaberne er bl.a. at forstå voldens årsager og årsagssammenhænge og kunne forstå angriberens og egne reaktioner i forhold til situationens udvikling.

  • Fysisk og mentalt at kunne håndtere en voldelig konfrontation, dvs. nærkamp, fordi en aggressiv konfrontation lynhurtigt kan udvikle sig til farlig vold på trods af forsøg på nedtrapning og ved valg af uhensigtsmæssige afværgemetoder.


Selvforsvar er altså langt mere end blot nærkampteknikker. Og træningen i nærkampsteknikker har ikke noget med sport at gøre, når vi taler selvforsvar. En sportslig tilgang til nærkamp efter regler og med begrænset kampteknisk repertoire, som i kampsport, vil ofte være urealistisk, undertiden livsfarlig, hvis vi taler om forsvar mod en angreb for alvor.
 

Ligeså farligt er det at tale om "selvforsvarets ædle kunst". Der er intet ædelt eller romantisk i slagsmål. I slagsmål for alvor findes der ingen regler og intet hensyn, og naive floskler hører ikke til.
 

Det fysiske selvforsvar, dvs. nærkampsteknikkerne, vil ofte være stamme fra de orientalske kampsystemer, ikke kampsporter, dvs. militære nærkampssystemer, der er specielt udviklet til at nedkæmpe bevæbnede eller ubevæbnede modstandere. Mange af de oprindelige systemer er senere udviklet til kunstformer eller sportsgrene, f.eks. ju-jitsu til kampsporten judo, og aiki-jujutsu til kunstformen aikido. Både kunstformerne, som fokuserer på tradition og personlig udvikling, og kampsporterne, som fokuserer på konkurrence og fysisk kappestrid, kan bruges til at opnå kamptekniske færdigheder.

Selvforsvar bygger på tre ligeværdige og indbyrdes afhængige søjler:

  • Det strategiske selvforsvar (især at arbejde med forebyggelse gennem at forstå voldens natur og placering i vores samfund og forstå bl.a. juridiske aspekter, holdninger i samfundet i almindelighed og i voldens toneangivende subkulturer)

  • Det psykologiske selvforsvar (især at forstå angriberens og egne reaktioner og handlingsmotiver),

  • Det fysiske selvforsvar (optræning i kampteknikker, der er effektive og brugbare for den pågældende elev / elevgruppe).

Læs notat om Strategisk, psykologisk og fysisk selvforsvar:  

Integreret selvforsvar

Ethvert slagsmål uanset omfanget og arten af træning vil altid være præget af usikkerhed om udfald og vil altid have fysiske og mentale konsekvenser.

 

Det er derfor altid mere sikkert og klogt at søge at løse hverdagens store og små sammenstød og især de alvorlige med konfliktløsningsmodeller.

 

Det hele starter med at forstå hvorfor og især hvordan man selv med sine signaler og adfærd har bidraget til konflikten og overgrebet.  

At forstå årsager og årsagssammengænge er omdrejningspunktet i konfliktløsning og i enhver de-eskalering af trusler og overgreb. Vi skal altid erindre os om, at intet kommer af intet. Vold kommer stort set ikke af intet og kan kun forebygges og stoppes ved at lære at forstå dens årsagssammenhænge og lære at håndtere den. Vold er altid uacceptabel, men den trives i bedste velgående i ethvert samfund og i enhver gruppe mennesker, og den har mange skikkelser.

 

Integreret selvforsvar består af alle de strategiske, psykologiske og fysiske elementer og delelementer, der udgør en helhed, hvor intet enkelt element eller delelement i sig selv kan skabe selvforsvarsevne.
 

Se mere under: Personlig sikkerhed

Og læs Leksikon,            der behandler en lang række begreber og aspekter omkring specielt orientalske kampfomer.

 

Kampsport

Kampsport er en fælles betegnelse fortrinsvis for de former for konkurrencesport, der træner orientalsk og orientalsk inspireret kampteknik (slagsmål) under fælles regler og begrænsninger, f.eks. karate, judo, taekwondo, thai-boksning og kick-boksning. Men det omfatter også de traditionelle vesterlandske konkurrencesporter i slagsmål, f.eks. boksning og brydning.

Udviklingen i nogle grene inden for kampsporterne har i de senere år nærmet sig næsten groteske former i en stadigt stigende brutalitet og afstumpethed. Publikum vil have mere brutalitet og slagsmålsmishandling, så konkurrencer i nogle former for kampsport nærmer sig den konstruerede og afsindige voldsverden, som masseunderholdningsindustrien har skabt i film, tegneserier og musik, der går som varmt brød. En form for moderne "gladiatorverden" med gladiator- og underholdningsverdenens tremmekalve med unge mennesker, der næsten alle har en forsømt underklasses, kriminalitetens og voldens insignier og andre signaler (påklædning, tatoveringer, frisurer), adfærd, sprog og tankegang med en konstrueret æresverden hentet direkte ud af ringe, forrående og fordummende kampfilm. Livslange fysiske og mentale skader følger uundgåeligt - men uden at det tiltrækker særlig opmærksomhed hos politikere og myndigheder.
 

Kampsport er i sin natur at konkurrere om at skade et andet menneske inden for givne rammer - og for at more publikum, tilfældige mere eller mindre blodtørstige mennesker.

Forskelle er mange, men fælles for de fleste er, at hver sportsform har specialiseret sig i én side af slagsmålet. F.eks. arbejder man i judo med stående og liggende brydning og kontrolteknikker, mens de fleste karatestilarter og kinesiske boksesystemer stort set udelukkende arbejder med et område inden for slag og spark. Europæiske boksning inden for slag. Målet er at udøve en sport inden for et felt af nærkampen, dvs. slagsmålet.

 

Det gør i princippet kampsport begrænset egnet til realistisk og målrettet selvforsvar mod som regel uforudsigelige angreb, der sjældent eller aldrig begrænses til én angrebsmetode.

Imidlertid er det største problem omkring kampsport som selvforsvar (altså voldsbeskyttelse) er, at kampsportsudøveren oplæres i at "slås med sin modstander og blive vurderet på, hvor god han/hun er til kampen". At forsvare sig mod vold er ikke en sportslig kamp, hvor man aldrig må gå ind på slagsmålets vilkår, men bevidst tilstræbe at skade sin angriber - ikke slås ham ham.  Forskellen er større og med langt flere aspekter end nævnt her, end de fleste forestiller sig.


Det betyder ikke, at der ikke er mange velegnede selvforsvars-kampteknikker inden for kampsport. Kampsport kan give et godt grundlag for at kunne forsvare sig fysisk ved et påbegyndt angreb. Men det ligger i kamp-sportens natur og mål, at formålet er et helt andet end selvforsvar, nemlig sportstræning, fysisk udvikling og sportskonkurrence

 

Kampsport er især, men som anført ovenfor ikke kun, en fredelig kamp mellem to personer i en sportskonkurrence, der især har til formål at underholde gennem en sportslig kappestrid om point i en slagsmålsform.

Læs også Fordele og ulemper ved kamptræning.

 

De nye slagsmålskonkurrencer, Mixed Martial Arts (MMA), er i reglen mere realistiske, da de omfatter mange flere aspekter af kampen end f.eks. karate og judo. Hensynet til kampudøverne betyder dog, at en række centrale og højeffektive angrebsteknikker ikke er tilladte. Det betyder, at også disse udøvere har skabt begrænsninger i deres kamprepertoire.


Ligesom al konkurrencesport indgår også kampsporterne som en del af underholdningsindustrien og henvender sig især til de personer, der føler sig tiltrukket af at se mennesker slås. Voldsfascinationen har altid været et vigtigt element i det meste underholdning i den lettere genre.
 

Nogle få kampsportsklubber tilbyder træning i to eller flere adskilte kampsportsformer som del af træningen, f.eks. karate og ju-jitsu, og vil for de japanske kampsporter betegne sig som budo-klubber. I de gode klubber vil paralleltræningen af flere kampformer ofte være naturligt supplerende systemer og med samme baggrund. F.eks. kun japanske systemer eller kun kinesiske systemer. Først og fremmest fordi f.eks. forskellig filosofi eller forskellige bevægelsesmåder vil gøre paralleltræning vanskelig.

 

Når dette er sagt og helst diskuteret, er der naturligvis ikke tvivl om, at en rutineret kampsportsudøver med mange års træning bag sig i princippet altid vil klare sig bedre ud af et påbegyndt angreb.

Dog kan man ikke basere sin sikkerhedspolitik og evne til at kunne undgå vold og konflikter på ens færdigheder i at kunne slås. Der er ingen prævention i at kunne klare sig og kunne stikke et par på skrinet, når fornuften er gået fløjten og parterne røget i totterne på hinanden.
 

Læs mere under Leksikon for kampformer og begreber - en vejledende oversigt hvor du kan læse om de mest udbredte orientalske og orientalsk inspirerede kampformer.