Uden diskussion eller tvivl: Ingen har ret til at krænke eller udøve vold mod et andet menneske. Det skal være mejslet ind i sindet på enhver borger i ethvert civiliseret samfund. Men vi må ikke glemme, at vold trods denne erklæring udøves og har selv i Danmark mange tusinde ofre hvert år med mange tusinder ødelagte liv.
Du kan ikke beskytte dig mod vold med erklæringer om, at ingen har ret til at udøve vold. Det skal være dit udgangs-punkt, men det er ikke et redskab, som kan hjælpe dig, hvis du bliver overfaldet eller krænket. Din personlige sikkerhed skal tage udspring i din ret til et liv uden vold, men den må og skal basere sig på, hvad du vil gøre, når du alligevel bliver udsat for voldsovergreb.
Dette notat er for dig, der tager din sikkerhed så alvorligt, at du for alvor har besluttet, at du vil gøre en seriøs og givetvis krævende indsats for at undgå krænkelser og vold.
For dig, der i alvor mener, at du er for værdifuld til at blive et offer for vold.
Notatet indeholder følgende afsnit:
-
Kvinder kan blive fremragende kampteknikere.
-
Langt de fleste forsøg på voldtægt kan stoppes ved kvalificeret modstand.
-
Nøgtern risikovurdering, realistisk selv- og omverdensforståelse er kernen i al undgåelse af vold.
-
Om vold - og om debat om vold.
-
Vi skal turde snakke om seksualvold.
-
Udbredt uvidenhed om grundlæggende forhold i voldsbilledet.
-
Uforberedt og overrumplet og ofte ude af stand til at forsvare sig.
.
Kvinder kan blive fremragende kampteknikere
Også i Gentofte Selvforsvars Klub er der kvinder, der er fremragende til selvforsvar og ju-jitsu. Ud af vores 18 instruktører med sort bælte og med en 10-15 instruktøruddannelse bag sig er der 4 kvinder. I vores assistent-gruppe er der yderligere 4-5 fremragende talenter. Fælles for dem er, at de lige som andre dygtige kvindelige kæmpere har brugt store dele af deres fritid på at kvalificere sig - og år ud og år ind.
Ligesom vores mandlige instruktører er vores kvindelige instruktører veluddannede og velfungerende mennesker. Se Strategi for udvælgelse og uddannelse af instruktører og Instruktørprofiler.
Af gode grunde er træning i nærkamp generelt en mandeverden, trods mange fremragende kvindelige udøvere. Vi har omkring 60 kvindelige elever ud af vores ca. 150 medlemmer. Og mange af dem kan måle sig med de fleste mænd i teknisk kunnen og i fysisk og mental udholdenhed. Altså når de kommer på et så højt teknisk niveau, at de kan udligne mandens fysiske overlegenhed. Det kræver mange års træning.
Styrke er ikke det altafgørende i kamp. Alligevel betyder fysisk råstyrke og fysisk robusthed meget, også blandt meget rutinerede og højtgraduerede kæmpere af begge køn. Råstyrke kan forstærke teknik, men også komme ind som en hjælpende mulighed, hvis teknikerne svigter og udmattelsen sætter ind, og det vil ske i de fleste kampe for alvor. Især fordi forskrækkelsen, frygten og usikkerheden ved et overfald tærer hårdt på kræfterne.
Vores organisation tilslutter os ubetinget kvindelig ligeret i alle samfundets forhold. Derfor stiller vi også samme udførelseskrav til kvinder som til mænd. Ju-jitsu og selvforsvar er en af de få idrætsformer, hvor mænd og kvinder ikke adskilles på grund af forskel i fysisk kunnen.
Det duer ikke i selvforsvar, hvis det skal have en mening, fordi angrebet på en kvinde sjældent er mindre voldsomt end angrebet på en mand. Langt de fleste angribere mod kvinder er naturligvis også mænd.
Langt de fleste forsøg på voldtægt kan stoppes ved kvalificeret modstand
Mange forsøg på voldtægt af kvinder kan stoppes og bliver stoppet af kvindens anskrig og modværge. Af den simple grund at de fleste voldtægtsforsøg begås af bekendte og ved fremmede af egentlig tilfældige overfald fra kujonagtige mænd, der relativt nemt opgiver dit forehavende. Politi og kriminologer giver ofte udtryk for ængstelse for, at kvindens modværge (dvs. påfører angriberen smerter) kan forstærke volden. Det er klart, at en voldsmand, der ”kun” ønskede sex antagelig med et voldeligt islæt (modstanden forstærker og er ofte en forudsætning for angriberes lyst og evne til sex) vil forøge volden i takt med offerets modstand.
Det drejer sig altid om at gøre modstand, og det drejer sig om, at ens modstand er kvalificeret og skadende modvold og ikke et rode sig ud i et slagsmål, som offeret har få muligheder for at vinde. Det er ikke kampsport, der er brug for i den situation, det er målrettet, brutal og effektiv modvold, der skader angriberen så alvorligt, at han ikke kan fortsætte sit angreb. Præcis dette er kvalificeret fysisk selvforsvar.
Men kvalificeret selvforsvar er først og fremmest at vide så meget om vold, voldens natur og udbredelse, hvad der optrapper vold og hvad der nedtrapper vold. Altså at undgå situationen, hvor fysisk selvforsvar kræves.
Det fysiske selvforsvar skal være sidste-løsningen, fordi udfaldet altid er usikkert og risikabelt.
Disse vigtige forhold kan sammenfattes som: Når en kvinde vælger at bruge fysisk selvforsvar, risikerer hun at forværre sin situation – medmindre hun er indstillet på at være mere brutal end angriberen. Det er utrolig svært at få kampteknikker til at fungere under stort fysisk og psykisk pres, og det er svært at erobre initiativet fra en angriber, der har valgt at angribe og antageligt er ligeglad med offeret. Kvindens kamptekniske mulighed er ikke at blive overrumplet men selv at overrumple. Det kan man kun, hvis man er velovervejet og har et køligt overblik og har gennemtænkt og simuleret truslen igen og igen.
Nøgtern risikovurdering, realistisk selv- og omverdensforståelse er kernen i al undgåelse af vold
I det fysiske selvforsvar drejer sig om at flytte så mange fordele som muligt over på kvindens side og gennemføre forsvaret på hendes vilkår. Fordomme om kvinders hjælpeløshed, accepterede offerrolle og uvilje mod at bruge vold mod vold fører ofte til undervurdering af kvinders mulighed for at forsvare sig effektivt ved brug af hårdhændet selvforsvar.
Første skridt i vores personlige sikkerhed, vores samlede værn imod vold, er derfor at tage ansvaret for vores eget liv og vores egen personlige sikkerhed.
De fleste overgreb mod kvinder er meningsløse, fordi de kunne være undgået, blot ved at ofret havde haft større viden om vold. I Danmark taler vi meget lidt om vold mod kvinder, og omfanget og konsekvenserne bagatelliseres.
Nøgtern risikovurdering er det første og vigtigste beredskab. Den skal indgå som en naturlig del af hverdagen uden drama. Lige som fornuftige mennesker gebærder sig i trafikken. Det er en forudsætning for at undgå tragedier.
Om vold - og om debat om vold
I de fleste kulturer viger man tilbage fra at tale om vold mod børn og vold mod kvinder, selv om det er et alvorligt problem i alle samfund. Også i Danmark.
Volden mod kvinder og unge piger kan først blive reduceret, når samfundet får modet til at tage en tilbunds-gående debat om volden, dens årsager og årsagssammenhænge, konsekvenser og dens indlysende muligheder for forebyggelse og håndtering. Svaret på det er ikke kun også at lære at forsvare sig fysisk, det indgår også i vores selvbeskyttelse, men kun som en af mange løsninger.
Det tager lang tid at lære at slås og at forsvare sig mod en voldelig angriber. Især hvis man som de fleste kvinder er fysisk underlegen og uvante med at slås.
Debatten i medierne om vold mod kvinder har i årevis været overfladisk, ofte pjanket og sensationspræget. Det overfladiske og letbenede er et tidstegn og præger debatten om stort set alle emner, men især om den meget omfattende seksualvold. Mens vi har tiet om volden, er den langsomt men sikkert blevet en del af ikke kun fest- og selskabslivet men af hele kulturen omkring massearrangementer. Men først i disse år er der momentvist taget hul på at omtale problemet, men det forties, bagatelliseres eller bortforklares fortsat. Ofte med hjælp fra de myndigheder, der burde stoppe og straffe overgrebene. Og ikke kun på grund af et overbebyrdet politi som i alle myndigheder, sandelig også på grund af konfliktskyhed også på dette vigtige område i de politiske partier og dermed svagheder i selve lovgivningen. Et alvorligt problem, der er blevet forstærket af en årelang dyb uvilje mod at erkende og håndtere problemet. Denne uvilje til at konfrontere antagelig den mest udbredte form for vold i samfundet, seksualvolden, bliver da også afspejlet i strafudmålingen for voldtægter. Men også i et uforholdsmæssigt lavt antal anmeldelser i en almindelig manglende tillid til, at offeret kan opnå i det mindste samme retsbeskyttelse som voldsmanden. I ingen anden forbrydelse foregår der en tilsvarende systematisk mistænkeliggørelse af offeret, som vi stadig ser det ved voldtægtssager.
Vi skal turde snakke om seksualvold
Vi skal lære at drøfte vold på samme afslappede og udramatiske måde, som vi diskuterer personskader fra trafikuheld. Vi ser det som naturligt at snakke om forebyggelse af trafikskader, og ingen bliver traumatiserede af at erkende, at ulykker sker og også kan ske for os selv, og at der er en lang række årsager til en trafik-ulykke.
Selv om antallet af ofre for vold, specielt vold mod kvinder overstiger antallet af personskader i trafikken med mange hundrede procent, er tavsheden om disse tragedier i hverdagen tabubelagt og håndteres normalt med erklæringer om ret og uret men aldrig om, hvordan man klarer det, når ens rettigheder sættes ud af spillet. End ikke en debat eller oplysningskampagne om hvem de typiske voldsmænd er. I samfundsdebatten bagatelliseres, bortforklares og ofte misformeres, og det giver volden unødvendigt gode vilkår.
Samtidig er vores definitioner af specielt sexovergreb så upræcise, at det i dag stort set er umuligt at få dømt en voldtægtsmand. Danmark er i 2007 og 2008 blevet anklaget af Amnesty International for ikke at sikre seksualvoldsramte kvinder retsbeskyttelse og dermed overtræder menneskerettighederne for denne gruppe. Der er ikke sket noget siden. Heller ikke fulgt op af Amnesty International og overraskende nok heller ikke af kvindeorganisationerne. Men problemerne med stort set umuligheden i at få dømt voldtægtsmænd, og hvis det sker da med korte straffe, er blevet dokumenteret og forsøgt drøftet fra flere sider, men uden særlig interesse og uden den fornødne vedholdenhed.
Udbredt uvidenhed om grundlæggende forhold i voldsbilledet
Hvem angriber hvem og hvorfor?
Når mænd bliver overfaldet, er det ofte en fremmed angriber og som resultat af opstemte situationer eller i form af røveriske overfald. Der er mange især unge, der tager i byen og til fest kun for at provokere til slagsmål og udøve vold. Udover at drikke sig en hjerneskade til, sandsynligvis finde narko er målet for mange identitetsforvirrede unge mænd at finde ofre.
Når kvinder og piger bliver overfaldet, er motivet som regel sex, og overfaldsmanden i reglen en bekendt, ofte en nær bekendt (kollega, skolekammerat, ven m.v.). Vold mod kvinder, forstået som ikke seksuelt motiveret vold, vil i stort set alle tilfælde foregå i parforhold eller familier. Undersøgelser i Sverige og Danmark omkring 2010 afslørede, at ca. 30% af unge piger i parforhold bliver udsat for "kærestevold", som de skjuler for deres omgivelser, især familie og veninder.
Vi hører sjældent om seksualvolden i hverdagen, den såkaldte "fantasivold", altså de fantasier som offeret vækker hos voldsmanden ofte gennem uigennemtænkte signaler og adfærd. Vi så helst, at det var sådan, at volden alene udspringer af voldsmandens afstumpethed, som da også er den udløsende faktor. Alt har en eller flere årsager, som skal erkendes og forstås for at kunne blive håndteret. Der er ingen undskyldning for vold, men der er mange årsager. Og samfundet og sært nok heller ikke uddannelsesstederne taler stort set aldrig hvis nogensinde om volden i kammeratskabets navn. Denne type vold som stort set aldrig registreres i officielle statistikker, og som udgør størstedelen af alle voldtægter og andre seksuelle krænkelser. Den sker for næsen af de fleste af os - på arbejdspladser, i uddannelsesinstitutioner, i hjemmene, og selvfølgelig især i festmiljøerne - og vi nægter at se den og vi nægter at drøfte den. Det er tabu i hele samfundet. Og antallet af ofre for volden bliver samtidig ofre for tabuiseringen af denne tragedie, som hviler på vores skyhed, ligegyldighed, indbildte pænhed og stigende frygt for at tage medansvar og engagere os.
Uforberedt og overrumplet og ofte ude af stand til at forsvare sig
Ved stort set alle sexovergreb er der tale om, at kvinden er blevet overrumplet, fordi hun ikke var forberedt på et angreb og slet ikke fra den faktiske angriber, antagelig en kollega, kammerat, familieven eller kæreste. Måske fordi hun ikke vidste nok om vold, voldsforebyggelse, voldens årsager og meget vigtigt om den typiske voldsmand, for kvinder en mand tæt på hende.
Meget vold og især seksualvold sker i "festmiljøet", så med ret stor sandsynlighed var hun beruset og ude af stand til at vurdere sin situation og truslen imod hende (som anført ovenfor over 60% af alle overgreb mod kvinder (og vold i det hele taget) udøves under påvirkning af alkohol og i stigende grad narkotiske midler). Og reelt ude af stand til at forsvare sig uanset hendes kunnen i kampteknik.
Måske fordi manglede livserfaring og menneske-klogskab og derfor ikke kendte sine egne signaler, fejlfortolkede andres og ikke vidste præcis, hvor hendes grænser går, og hvordan hun skal forsvare dem.
De fleste kvinder vil sige, at de vil forsvare sig og slås til det sidste, og vil også tro det, før de ved, om det passer, når det er alvor, altså for alvor. Det holder sjældent stik, bl.a. fordi de fleste seksuelle overgreb udøves uden brug af egentlig vold, forstået om tæv. De er resultat af en forudgående ikke-voldelig situation og udvikler sig langsomt og bliver pludselig overrumpling og alvor.
Kvindesynet hos både kvinder og mænd er en af faktorerne i ikke kun selve volden og dens kausalitet, men også i kvindens forsvarsevne i en kamp på mandens betingelser.
Vores kultur har en afgørende indflydelse også på volden i samfundet, og den voldsomt seksualiserede tone i store dele af massemedierne er med til opfatte hverdagens kvalme sexchikane som udtryk for vores omgangsform og samtidig udviske grænsen til grove sexovergreb.
Det undskylder og berettiger ikke til sexovergreb, men det forklarer en del, og her starter vores forsvar. Vi skal lære at tage ansvaret for os selv, forstå de signaler vi sender og forstå den verden, vi lever i og have modet til at se truslerne omkring os. Også og især hvor vi helst ikke ønsker at se trusler.